Selvom tænder i udgangspunktet er stærke nok til at klare nærmest hvad som helst, så sker det en gang i mellem, at en tand knækker.
Hvis der kun er tale om en flig af tanden, så er det som regel muligt at redde den. Men flækker roden, så må tanden i stedet fjernes.
Prisen varierer alt efter skaden
Hvis du har en knækket tand, så er det vigtigt, at du får behandling så hurtigt som muligt. Det kan både være hos din egen tandlæge, ved tandlægevagten eller ved vagtlægen på sygehuset. Det er nemlig ikke muligt at gøre noget ved din tand på egen hånd, og derfor vil du have brug for professionel hjælp.
Når det så kommer til spørgsmålet om, hvor meget behandlingen af en knækket tand koster, så varierer svaret alt efter skaden.
Overordnet kan det siges, at prisen hænger sammen med, hvor stort omfanget af skaden på din tand er. Tænder kan nemlig knække på mange forskellige måder, og hver måde er i en prisklasse for sig.
Hvordan knækker tænder?
Når du knækker en tand, så kan du først og fremmest have flækket en flig af den. Dette vil være det billigste at få lavet, da der som oftest bare skal en fyldning eller en slibning til.
Du kan også risikere at knække din tand og samtidigt blotte din nerve. Det vil kræve en rodbehandling og en efterfølgende krone, og er derfor også en dyrere behandling.
Der er desuden også forskel i prisen, alt efter om du knækker en fortand eller en kindtand, ligesom der er forskel på, om der er tale om en stor eller en lille kindtand. Alt efter hvilken tand der knækker, er der nemlig stor forskel i kompleksiteten i arbejdet med tanden efterfølgende, og det har naturligvis en påvirkning på prisen.
Hvorfor knækker tænder overhovedet?
En tand knækker i hovedreglen på grund af en påvirkning udefra, som også kan kaldes et traume. Det kan for eksempel ske, hvis du kommer til at bide i noget hårdt, eller hvis du får et stød eller et slag i hovedet.
Et styrt på cyklen, løbeturen eller i en leg kan med andre ord ende med en knækket tand, og det vil altså i sidste ende kræve behandling hos en læge eller en tandlæge.